Fra praktikant til karrosseriteknikerlærling

Gry fandt sin vej i Bilernes Hus
Da Gry Kristensen første gang stod med værktøjet i hånden på skadesværkstedet i Bilernes Hus, vidste hun det ikke endnu – men hun var ved at finde sit fag. Et praktikophold blev starten på en ny retning, og i dag er hun lærling på et af Danmarks største værksteder.
Gry Kristensen vidste, at gymnasiet ikke var noget for hende – men hun var i tvivl om, hvad hun så skulle. Efter en snak med sin far og onkel, der begge er mekanikere, startede hun på en erhvervsuddannelse (EUD) på College 360 i Silkeborg. Hun valgte auto-linjen og kom i praktik på skadesværkstedet i Bilernes Hus, hvor hun fandt sin retning som karrosseritekniker, som også kendes som pladesmed.
– Da jeg var i praktik, fik jeg værktøjet i hånden og lov til at prøve selv. Jeg fandt ud af, at det var sværere, end jeg lige troede, men også, at det er et virkelig spændende håndværk. Man kan sidde og bruge tid på at rette en bagskærm ud, og så se slutresultatet, når den kommer fra maler. Det er noget helt andet end at skrue på biler, siger Gry Kristensen.
En arbejdsdag med ansvar og læring
I dag er Gry Kristensen karrosseriteknikerlærling i Bilernes Hus, og hun startede i sommeren 2024. Hun går hver dag sammen med en udlært svend, der lærer fra sig og viser hende, hvordan hun skal løse opgaverne.
– Jeg får lov at prøve rigtig meget selv, og de vil gerne have, at jeg får det i hænderne. Jeg lærer både det praktiske og det med at indtaste det hele korrekt i forhold til taksering, siger Gry Kristensen.
Et stærkt lærlingefællesskab
Bilernes Hus er blandt Danmarks største værksteder, og derfor er der også mange lærlinge. På pladeværkstedet er de fire, og hun er faldet godt til.
– Man kommer tæt på hinanden, og jeg er blevet taget virkelig godt imod. Jeg har aldrig følt mig som ny, og kollegerne er gode til at få mig med, fortæller hun.
I Bilernes Hus har man desuden et lærlingenetværk, hvor lærlinge fra værkstedet, salgsafdelingen og elever fra administrationen mødes og laver forskellige aktiviteter sammen. Det giver et fællesskab i hele huset.
Uddannelse med mange muligheder
Skiftet fra skole til lærlingeplads har været en stor forandring. For det er noget andet at stå på værkstedet og skulle håndtere kunders biler.
– Det er virkelig fedt. Man kommer ud og lave noget og skal ikke bare sidde på en stol. Jeg får lov til at lave alt muligt forskelligt. Vi har biler af alle mærker og både små og store skader. Det betyder, at jeg hele tiden lærer noget nyt, siger Gry Kristensen.
Når hun i 2028 er udlært, har hun stor jobsikkerhed. Der er nemlig mangel på karrosseriteknikere, men det spillede faktisk slet ikke ind, da hun valgte uddannelse.
– Det tænkte jeg ikke over, men det er fedt nok at vide. Men jeg kan også bruge uddannelsen til meget andet, og det synes jeg er vigtigt at fremhæve. Det åbner for mange muligheder, siger Gry Kristensen og fremhæver muligheden for at arbejde andre steder på værkstedet eller være taksator i forsikringsselskaber.
– Og så kan man hele tiden bygge mere på med efteruddannelse. Der er hele tiden noget nyt at lære, og det kan jeg godt lide. Det er et håndværk, man kan øve sig i hele tiden, siger hun.