Sådan er det at være værkfører hos os

Hør mere om, hvordan det er at være værkfører i videoen nedenfor. Husk at tænde for lyden.

Der er altid gang i den i vores indskrivninger

Som værkfører er du vores ansigt udadtil overfor kunderne. Du har derfor en stor del af ansvaret for, at hver og en af dem går ud ad døren og kører hjem med et smil på læben.

Så er du vild med at arbejde med kunder, og har du det glimt i øjet, der giver det ekstra? Så er det måske dig, vi mangler til en spændende hverdag i vores indskrivninger, hvor vi har fokus på effektivitet og høj kundetilfredshed.

Som værkfører i vores koncern nyder du godt af en række fordele

Spændende hverdag med dygtige kolleger

I dagligdagen lægger vi stor vægt på at skabe et godt sammenhold og et godt arbejdsklima i alle vores butikker. Samtidig vil du mærke styrken i at have en stor familie at sparre med, og at der er gemt en masse knowhow og erfaring i hele koncernen.

Du kan godt forvente en travl hverdag, hvor du i høj grad er selvkørende og kan tage en hurtig beslutning, der giver mening for både dig og kunden. Samtidig er der også plads til hygge over frokosten, en fyraftensøl om fredagen og medarbejderarrangementer ud af huset.

Fokus på online booking

Vi har en moderne hjemmeside, hvor vi løbende arbejder med at gøre det så nemt og overskueligt som overhovedet muligt for kunden at booke en værkstedstid på alle tider af døgnet. Det giver klare aftaler som frigør tid og reducerer bøvl hos både dig og kunden.

I en stor koncern som vores har vi de nødvendige systemer til at holde styr på både kalenderen og fakturering. Du får kolleger i indskrivningen og koncernen som også tager sig af for eksempel garanti- og servicesager og andet papirarbejde, der følger med arbejdet.

Sammen favner vi fremtidens kunder

Med flere og flere hybrid- og elbiler på liftene sætter det større krav til håndteringen af alt fra stærkstrøm til softwareopdateringer. Det får du hjælp til at forklare kunden, der jo sjældent kan se eller mærke, at bilen er blevet serviceret.

Sammen med blandt andre mekanikerne nyder du godt af de digitale muligheder. Vi tilbyder blandt andet videotjek ved servicebesøg som sendes direkte til kunderne, så de kan se for dem selv, at bilen trænger til nye bremser eller udstødningen er gennemtæret.

Vi holder dig skarp og med på beatet

Bilbranchen forandrer sig hele tiden og især lige nu. Foruden vores digitale fokus lægger vi i Nielsen Car Group vægt på, at du har mulighed for at udvikle dig både personligt og fagligt og har alle kompetencer til at følge med udviklingen.

Derfor får du løbende tilbudt efteruddannelse og relevante kurser, og har du lyst og mod på at avancere inden for vores egen koncern, er der masser af muligheder. Vi har flere, der er blevet både værkstedschef eller garantibehandler.